Café Valeur
Café Valeur bliver en social café og kaffebar med salg af kvalitetskaffe, te, bubble tea, kolde drikke samt et mindre udvalg af kage, boller og smørrebrød.
Caféen skal være et sted, hvor gæster både kan komme forbi til en hurtig kaffe og blive siddende længere sammen med familie, venner eller andre. Der vil være brætspil til fri brug og løbende mindre sociale arrangementer, som skal være med til at skabe fællesskab og aktivitet i caféen.
Vi henvender os til en bred kundegruppe – fra unge og familier til voksne og seniorer – og ønsker at skabe en café, der bliver brugt gennem hele dagen.
Vi søger 500.000 kr. til etableringen af den første Café Valeur.
Kapitalen skal blandt andet bruges til indretning og klargøring af lokalet, inventar, mindre udstyr, vareopbygning, depositum og arbejdskapital i opstartsperioden. De større maskiner forventes primært finansieret gennem leasing.
Vi foretrækker som udgangspunkt lånefinansiering, men er også åbne for den rette minoritetsinvestor eller aktive partner, hvis der er et godt match.
Målet er først at skabe en sund og veldrevet café i Albertslund og derefter bruge erfaringerne til at vurdere mulighederne for flere lokationer.
Café Valeur bygger på en klar idé: At skabe et sted, hvor mennesker ikke blot kommer for en god kop kaffe, men også for fællesskabet, nærværet og oplevelsen. Vi kombinerer kvalitetskaffe, te, bubble tea og lette måltider med brætspil og sociale arrangementer, der giver gæsterne en grund til både at blive længere og komme igen.
Den første café planlægges i Albertslund Centrum, som ifølge Citycon har cirka 5,1 millioner årlige besøg. Med butikker, gymnasium, bibliotek, kommunale funktioner og boligområder i nærheden ser vi et godt grundlag for at tiltrække forskellige kundegrupper gennem hele dagen.
Vi har arbejdet grundigt med forretningsplan, budgetter, leverandører og indretning. Vi har allerede etableret selskabsstrukturen og investeret egne midler i professionelt køkkeninventar. Derudover har vi forhandlet attraktive opstartsvilkår for det planlagte lejemål, herunder tre måneders lejefrihed og reduceret husleje i det første år.
Vores driftsbudget viser et beregnet break-even ved cirka 117 køb om dagen før finansieringsomkostninger, baseret på de oprindelige budgetforudsætninger. Vi arbejder målrettet på at holde etableringsudgifterne nede gennem genbrug af professionelt udstyr, egen indsats ved indretningen og leasing af større maskiner, hvor det er muligt.
Vi ser ikke Café Valeur som et projekt, der nødvendigvis skal stoppe ved én café. Ambitionen er først at skabe en veldrevet og økonomisk bæredygtig café i Albertslund og derefter undersøge mulighederne for at etablere konceptet i andre byer.
For en långiver er målet en tilbagebetaling gennem caféens drift. For en investor ligger potentialet både i den første café og i muligheden for at være med til at udvikle Café Valeur på længere sigt.
Vi søger en finansieringspartner, der ser værdien i et gennemtænkt koncept, et engageret ejerteam og ambitionen om at skabe en café, som gæsterne har lyst til at vende tilbage til.
Er i følgende branche(r):
Café Valeur
Har du allerede en konto Log ind