Psykologhuset Blumen ApS

Investering Lån

Psykologhuset Blumen søger investering/lån

Senest opdateret: 02-04-2026
Psykologhuset Blumen søger investering/lån
Stadie: Klar til vækst
Skal bruge: 500.000 kr.
Ansatte: 15
Stiftet: 2018

Hvad laver virksomheden?

I Blumen beskæftiger vi unge og dygtige psykologer, der primært tilbyder individuelle terapiforløb og kæresteterapi. Vi målretter os unge mellem 15-35 år. Derudover har vi et erhvervsrettet ben, hvor vi hjælper virksomheder med at udvikle og holde på de unge ledelsestalenter. Gennem en datadreven og feedbackorienteret tilgang hjælper vores psykologer med at forebygge mentale udfordringer blandt virksomhedens unge nøglemedarbejdere samtidigt med, at vi styrker deres relationelle og kommunikative ledelseskompetencer. Vi tilbyder også en række workshops til virksomheder om bl.a. intelligent kommunikation, psykologisk tryghed, forebyggelse af stress og inkluderende ledelse.

Virksomheden søger kapital til

I Blumen leder vi efter en investering eller et lån på mellem 500.000-1.000.000 kr., der hovedsageligt skal gå til markedsføringsaktiviteter, så vi kan udbrede kendskabet til Blumen og få flere klienter ind i forretningen.

Det er en god investering fordi

Blumen er et godt projekt at investere i, fordi vi stort set er det eneste psykologhus i branchen, der har et ungt og appellerende brand, der tiltrækker de nye generationer, fordi de oplever en identificerbar, positiv og afstigmatiserende kommunikation, der gør det meget mere attraktivt at gå til psykolog og ikke mindst fortælle om det til sine venner. Vi er to stiftere, hvoraf den ene selv er psykolog og dermed har den faglige ekspertise, der skal til for at lede og udvikle forretningen på en ansvarlig og fornuftig måde. Den anden stifter er designer og kommer med mange år fra design- og reklamebranchen, hvilket åbner for nogle helt nye måder at tænke kommunikation og kommercialisering på. Der er stort set ingen gæld i virksomheden - og den lille gæld der er, er i gang med at blive betalt af. Vi fokuserer på at gøre det at gå til psykolog til noget, der er forbundet med forebyggelse og en sund livsstil, hvorimod stort set hele branchen fokuserer på det behandlende og lidelsesfulde som grunde til at gå til psykolog. Vi har derfor en glimrende mulighed for at positionere os unikt i et marked, der generelt oplever meget lidt innovation Vi er to unge mænd, der har været iværksættere siden 2019. Vi kommer ikke fra penge eller netværk. Vi har skulle lære alting selv og vende hver en krone. Det kræver enormt meget passion, drive, nysgerrighed, disciplin og strategisk flair.

Her er virksomheden i dag

Blumen udsprang af en tidligere virksomhed Avilius, der i dag er en almenyttig erhversdrivende fond (https://avilius.dk/ ), som tilbyder SU-venlig samtaleterapi og gratis samtalegrupper til unge faciliteret af psykologistuderende. Hvor Avilius beskæftiger psykologistuderende, beskæftiger Blumen færdiguddannede psykologer. Jeg nævner Avilius, fordi Blumen bygger på mange af de samme principper: Det at gå til psykolog skal være lettilgængeligt, aftabuiserende og en positiv identitetsmarkør. Til at lykkes med den opgave anvender vi mange af de samme design- og kommunikationsprincipper, der har gjort Avilius til en stor succes. Blumen består i dag af en mindre gruppe af unge dygtige psykologer, der gerne skulle vokse sig stor over de næste par år i takt med, at vi vækster forretningen. Vi leverer terapi af meget høj kvalitet, hvilket også er afspejlet i, at ca. 62% af alle vores klienter kommer gennem personlig anbefaling. Vi står et sted, hvor vi gerne vil sætte endnu mere skub i aktiviteter, der skal få flere klienter til Blumen, så vi kan vækste forretningen.

Er i følgende branche(r):

Biotek medico sundhed
Er du interesseret i denne investering?

Psykologhuset Blumen ApS

Se også disse relaterede

Bliv medlem af Capino i dag

Kom i gang i dag

Har du allerede en konto Log ind